Tekst ved Bent &
Jørgen
16 sportsvogne, 1 Morris 1000 samt 1 BMV mødtes
på Rønne havn for at tage færgen til Ystad kl.
06.30. I alt 37 deltagere. Poul Erik havde
koblingsproblem på sin MG Midget kort før
afrejse og nåede ikke at få den klar, trods
ihærdige forsøg. Derfor blev det BMV’en. Ombord
var der reserveret borde. Vi fik kaffe/te samt
morgenkomplet. Vejret var fantastisk fint, ingen
vind og fuld sol. Efter ankomst til Ystad, ledte
Bent os i samlet trop gennem byen og svingede
til venstre ud langs kysten til Abbekås, hvor vi
parkerede på havnen. En Opel P1 fra 1959
tilsluttede sig kortegen. Efter pausen tog
Jørgen føringen og ad skønne småveje kørte vi
til Johannamuseet, hvor vi ankom præcis kl.
10.00. Vi blev modtaget af Bengt der driver
museet som hans far, Manfred Almkvist, har
grundlagt i 1983. Bengt bød os velkommen og
guidede os rundt i en god times. Vi sluttede
vores besøg med at spise frokost som var bestilt
på forhånd. Poul Erik Højer, som var stødt til
os i Abbekås, gav os en ekstra oplevelse, idet
han sang ”Bordets glæder” fra operetten
Farinelli. Tak til Poul Erik! Også en stor tak
til Bengt for en fantastisk oplevelse og
rundvisning. Kl. 13.00 fortsatte vi vores
køretur, nu igen med Bent i front. Vi fortsatte
ad skønne kuperede veje gennem Blentarp, Sövde,
Eriksdal, Store Vanstad, Asperöd til Tranås hvor
vi parkerede på torvet. Mogens Gren fik desværre
problemer med sin Mercedes. Trods ihærdige
arbejder kom den ikke i gang. Mogens ville få
SOS til at fragte bil, sig selv og Hanne til
færgen, så vi andre fortsatte turen. Igen med
Jørgen i front kørte vi gennem Östra Vemmelöv,
Karlaby, Gladsax frem til Simrishamn, hvor vi
gjorde holdt ved Autoseum som var dagens andet
museumsbesøg. Der er i alt ca. 2500 m2
udstillingsareal med 125 veteran/klassiske
biler, 40 motorcykler, 3 fly, modelbiler,
modeltog, legetøj m.m.m. Der var også tid til en
kop kaffe og kage, som flere indtog i museets
cafe. Andre nød kaffen udendørs på græsset. Kl.
17.45 kørte vi med Bent i front videre til
Kåseberga havn hvor vi ville holde en pause.
Desværre havde mange svenskere fået samme gode
idé, hvorfor al parkering var umulig for os.
Jørgen tog igen fronten og vi kørte den sidste
strækning frem til Ystad havn, hvor vi afventede
ombordkørsel. Der var forudbestilt 2 stk
smørrebrød pr. person samt drikkevarer som stod
klar på vores reserverede borde. Vel ankommet
til Rønne efter en lang dag med mange dejlige
indtryk, var det tid til den sidste strækning
hjem.