Helligdomsklipperne

Det var på dette areal, Foreningen i 1911 indrettede den store festplads "Bornholmerpladsen" og opførte fire åbne pavilloner og et kogehus med komfur for at kunne betjene det stigende antal gæster, der besøgte stedet.

Men, grundlaget for det hele er mere end 1700 millioner år gammelt!

Klipperne og undergrunden er opbygget af stribet Gnejs, der netop her er gennemskåret af et utal diabasgange. Sådan en diabasgang er opstået ved, at grundfjeldet i tidernes morgen har slået sprækker, og disse sprækker er igen blevet fyldt ud med magma fra "jordens indre". Magmaet kaldes diabas.

Efterfølgende årtusinders nedbrydning har resulteret i, at nogle dele af grundfjeldet har vist sig mere modstandsdygtigt over for erosion end andre, og her har diabasen vist sig at være den blødere del.

Efter istiden har havets overflade i flere perioder stået højre end andre her ved Helligdomsklipperne, således et sted mellem 19 og 20 meter under den Baltiske Issø for godt 10.000 år siden.

Littorinahavet havde for 5.000 år siden en havoverflade, der rakte omkring 11 meter højere end i dag.

Kysten er derfor gennemsat af gange, der i høj grad er formet af vandets eroderende kraft i afvekslende bredde. Nogle som Sorte Gryde, Våde Ovn og Tørre Ovn kan følges langt ind i fjeldet.

Sorte Gryde er et yndet besøgsmål for mange af øens gæster, og det er muligt at trænge godt 60 meter ind i klippen - men, det er ikke for folk med claustrofobi.

I bunden af gryden ligger store afrundede strandsten, der er ført herind under den tidligere højere vandstand, og halvvejs inde skal man forcere et større diabas stykke, der er slidt glat af vand og menneskefødder.

Medbringer man en lommelygte kan man inderst i hulen ved at lyse op i loftet erkende en guldglinsende belægning på klippen - det er dog ikke rigtig guld men en lav, som endnu ikke har fået noget dansk navn. 

Og så er der grotteedderkoppen, som i stort antal har sit foretrukne opholdssted i den yderste tredjedel af grotten. Her kan man både se dyrene selv i deres spind og deres ægspind som små kinesiske lygter hænge ned fra loftet.

Endelig ser man en mørkrød belægning på klipperne for foden af stigen udenfor selve grotten. Det er et lav, kaldet Hildenbrandia, der forekommer flere steder i den bornholmske natur, blandt andet i flere af vore åer. Den er knyttet til klipper og er derfor er sjælden i det øvrige land.

Fra Gudhjem går der i sommersæsonen flere gange i løbet af dagen ture til Helligdomsklipperne med M/S Thor, og fra søen er det lettere og måske også mere spændende at få et overblik over alle de forskellige klippeformationer og gange.

De fremstående klipper har hver deres navne: Liebertsklippen, Mågetårnet, Helligdomsklippen og Lyseklippen, for at nævne nogle.